Av: Sanne G

September-paddling i Fjällbacka.

Hvis PC´n kunne tilsluttes mine tanker direkte, når jeg sidder i kajakken, ville det være ren poesi, der kom frem på skærmen. Derude på vandet, hvor der er højt til himlen og hvor øjet og tankerne har frit løb til fjerne horisonter, synes tilværelsen enkel, selvfølgelig og ukompliceret. Her er ikke plads til snæversyn og småbrokkerier.
Nu må jeg imidlertid prøve at omforme mine sansers indtryk til ord – som ikke helt formår at gengive mine tanker præcist, men giver muligheden for at dele med andre. Beklager at jeg kun formår at berette på dansk. Men koden er klar, det er kajak det handler om – forståelsesgrundlaget er således fælles – uanset hvilket sprog man behersker.
Weekenden lovede højtryk, sol og østenvind – de mest optimale forhold for den tur, som Lars-Åke nøje havde planlagt, med de uundværlige kort og lange lister med angivelser af uundværligt udstyr og ”overlevelses-menuer”.
Jeg foretog dog en sortering ud fra egne behov og erfaring.
Vi kørte mod nord-vest sted en solrig og varm torsdag eftermiddag til Bohuslän, nærmere betegnet Flällbacka hvor vi satte de tungt lastede kajakker i vandet og paddlede af sted i det svagt violette og gyldne aftenlys som efterhånden udviklede sig til aftenmørke inden vi kom til den ønskede teltplads. Pandelamperne kom frem, men alligevel var det svært at få en forestilling om hvordan øen egentlig så ud. Lejren blev hurtigt etableret i den meget mørke aften, hvor det er en ubetinget fordel, nøjagtigt at vide hvordan teltet stilles op. De små køkkener kom frem og snart hvæsede det velkendt fra gasbrænderne, og duften af mad bredte sig. Her sad vi så, langt væk fra byens lys, hvor stjernerne synes klare og tydelige og der var millioner af dem !! Mælkevejen lå som et bredt lysende bånd henover os og en orange halvmåne steg op bag klipperne. Det blev køligt og vi krøb i sovesækkene for at genfinde varmen. Mætte og trætte, i lykkelig forventning om det som ventede os derude.
Skærgården på Sveriges vestkyst er betagende. Superlativer som knytter an til dansk natur (nydeligt, smukt og yndigt), syntes nærmest upassende i disse omgivelser, hvor klipperne rejser sig skulpturelt af havet og byder på nye panoramaer om hvert ”hjørne”. Her er overvældende råt, flot og storslået. Vandet var visse steder så krystalklart, at man næsten blev svimmel af at kigge ned. Store brandmænd i diverse røde nuancer svævede rundt dernede i det jadegrønne vand som store blomster. Pludselig stak en sæl hovedet på af vandet og betragtede os indgående. Så kluntet man kan føle sig, i sammenligning med denne sortøjede og smidige undervands-torpedo, som tillidsfuldt gjorde os ”sælskab” for en kort stund. I Hamborgsund kom vi forbi en hejrekoloni på mindst 20 langbenede fugle, som med stoisk ro lod os intervenere deres fiskefarvand. Naturen er forunderlig, selv ganske små dyr kan have stor magt – når de er tilstrækkelig mange. For at kunne komme til aftenens teltplads, måtte vi midt ude på vandet overgive os, kravle ud af kajakkerne og trække dem henover de muslingebanker, som hindrede den videre fremdrift. Hurra for Astroturf (igen) og kajakkerne fik igen frit løb til den ønskede teltplads, som viste sig være hele manøvren værd.
Forunderligt at opleve, at der midt blandt klipper og skær, bydes på fine små strandsande og tilstrækkelig græs-areal, til at kunne rumme vores telte.
Herude ”in the middle of nowere” eller rettere ”in the middle of everywere”, foretages alt rengøring i havvand – det tager tid, og det er køligt, men til gengæld åbner det muligheden, for at fordybe sig i tilværelsens betydningsfulde detaljer. En særlig lidenskab er det, at opsøge velegnede badepladser, som ganske vist ikke byder på varmt vand og moderne comfort. Men til gengæld har naturens arkitektur, så tilpas mange andre eksotiske og sanselige charmer at tilbyde.
Desværre havde vi kun fire dage til vores ekspedition i denne omgang. Søndag eftermiddag måtte vi tilbage til fastlandet – tømme kajakker og laste biler – en velkendt rutine. Vi kørte sydpå opfyldt af sol og en god følelse af at há været tæt på alt det væsentlige i livet, men med en vemodig erkendelse af at dette var sæsonens sidste planlagte langfärdspaddling. En tur som kun har forøget min lyst og nysgerrighed til nye ekspeditioner. Tak til alle for 4 smukke septemberdage.

Mange hälsningar fra Sanne.